Hvad er en vCPU?

vCPU’er er vir­tu­a­li­se­re­de versioner af fysiske CPU’er og en grund­læg­gen­de komponent i cloud computing. En stor fordel ved disse vir­tu­a­li­se­re­de com­pu­te­ren­he­der er deres gode ska­ler­bar­hed, hvilket er grunden til, at de spiller en vigtig rolle i cloud hosting.

Hvad gør en vCPU?

En vCPU (Virtual Central Pro­ces­sing Unit) er den vir­tu­a­li­se­re­de variant af en fysisk CPU. Med andre ord er vCPU’er de centrale kon­tro­len­he­der i virtuelle maskiner (VM’er) og cloud­mil­jø­er. Dagens multi-core-pro­ces­so­rer kan ikke kun bruges som en enkelt vCPU, men også som basis for flere virtuelle CPU’er. Antallet af po­ten­ti­el­le vCPU’er er ikke knyttet til antallet af kerner og tråde (se mul­tit­hre­a­ding), men snarere til re­sul­ta­tet af følgende beregning:

(Tråde x Kerner) x Antal fysiske CPU’er = Antal vCPU’er

vCPU’er er softwa­reim­ple­men­te­rin­ger af fysiske ska­be­lo­ner, som ope­ra­tiv­sy­ste­met opfatter som reelle pro­ces­sor­ker­ner. Hver virtuel maskine kræver mindst én vCPU. Afhængigt af scenariet kan der dog også tildeles flere virtuelle centrale pro­ces­soren­he­der, hvis det er nød­ven­digt.

Hvad er fordelene ved vCPU’er?

Virtuelle CPU’er har nogle væ­sent­li­ge fordele i forhold til deres fysiske mod­styk­ker. De vigtigste fordele er:

• øget ska­ler­bar­hed
• forbedret ef­fek­ti­vi­tet
• øget flek­si­bi­li­tet
• lavere om­kost­nin­ger

Det, der også er fan­ta­stisk ved vir­tu­a­li­se­ring, er den frem­ra­gen­de ska­ler­bar­hed af hardwa­reres­sour­cer. De vCPU’er, der bruges i en virtuel maskine, kan for eksempel komme fra flere for­skel­li­ge fysiske værter. Det betyder, at pro­ces­sorens ydeevne let kan skaleres op, når ar­bejds­byr­den øges.

Hvis vCPU’er ikke længere er nød­ven­di­ge, kan de blot bruges til andre VM’er. Dette er især vær­di­fuldt for hosting­ud­by­de­re, da den un­der­lig­gen­de in­fra­struk­tur kan fordeles mellem kunderne på en særlig effektiv måde. Brugerne drager også fordel af dette, dade flek­si­belt kan justere kravene til vCPU’er. Da der ikke er nogen fast hardwa­re­op­sæt­ning, er det lettere at øge eller mindske pro­ces­sor­kraf­ten for cloud-servere eller virtuelle private servere.

Ef­fek­ti­vi­te­ten og ska­ler­bar­he­den af en vCPU er også en fordel, når det kommer til om­kost­nin­ger. Flere ope­ra­tiv­sy­ste­mer, herunder den respek­ti­ve ap­pli­ka­tions­softwa­re, kan køre på basis af et enkelt vært­sy­stem. Det betyder, at den til­gæn­ge­li­ge com­pu­ter­kraft udnyttes optimalt, og i mange tilfælde reducerer det behovet for yder­li­ge­re hardware.

Hvornår bruges vCPU’er?

vCPU’er er afgørende for, at cloud computing kan fungere. Når hardware og software gøres til­gæn­ge­lig i skyen, anvendes virtuelle com­pu­te­ren­he­der. Disse bruges f.eks. som en del af cloud storage, ser­ver­hosting eller ved brug af en cloud-pc som Windows 365. Hvor mange vCPU’er der faktisk kræves, afhænger af din ar­bejds­byr­de. I mange scenarier er en til to vCPU’er nok. For mere krævende ar­bejds­be­last­nin­ger, såsom en database, e-mail eller spil­ser­ver, er kravene højere. Dette er også tilfældet, når der bruges fysiske com­pu­te­ren­he­der.

Con­tai­ner­p­lat­for­me som Docker er en anden type vir­tu­a­li­se­rings­tek­no­lo­gi, der er baseret på vCPU’er. I mod­sæt­ning til virtuelle maskiner, hvor fuldt funk­tio­nel­le systemer vir­tu­a­li­se­res, vir­tu­a­li­se­rer con­tai­ner­p­lat­for­me kun in­di­vi­du­el­le ap­pli­ka­tio­ner.

Sådan beregnes vCPU-kravet

Den store ud­for­dring i et vir­tu­a­li­se­ret miljø er at levere til­stræk­ke­ligt med vCPU’er uden at spilde com­pu­ter­kraft. For at beregne, hvor mange vCPU’er du har brug for, kan du bruge antallet af fysiske kerner, du har brug for, som reference. Hvis softwaren (glem ikke ope­ra­tiv­sy­ste­met) f.eks. kræver otte fysiske kerner, skal du allokere otte vCPU’er til det virtuelle miljø.

Hvis kravene senere øges, fordi du begynder at køre flere ap­pli­ka­tio­ner samtidigt, eller projektet bliver mere komplekst, kan du blot øge antallet af vCPU’er. Når kravene mindskes, kan du blot reducere antallet af vCPU’er.

For be­reg­nings­in­ten­si­ve ar­bejds­be­last­nin­ger er det også afgørende, at vCPU’er tildeles for­skel­li­ge fysiske CPU’er. Hvis du f.eks. har hardware med en dual-core CPU (2 fysiske og 4 logiske kerner) som ud­gangs­punkt, bør du opdele de fire logiske kerner som følger for at opnå optimal ydeevne:

• Du tildeler logisk kerne 0 og logisk kerne 2 til den første virtuelle maskine. Dette er de første kerner i de dual-core CPU’er, der er fysisk in­stal­le­ret. De til­gæn­ge­li­ge res­sour­cer bør være til­stræk­ke­li­ge til at udføre ar­bejds­byr­den.
• I mel­lem­ti­den kan du bruge logisk kerne 1 samt logisk kerne 3 (de anden kerner i de fysiske dual-core CPU’er) til en anden virtuel maskine til ar­bejds­be­last­nin­ger, der ikke stiller høje krav, f.eks. en DNS-server.